KILDE
 


Arbejdsgivere: ”Velkommen, Mustafa!”
Danske arbejdsgivere inviterer tusindvis af fremmede til Danmark for at arbejde på deres fabrikker. Nogle frygter, at landet slet ikke har plads til alle gæstearbejderne.

I løbet af 1970 er 10.000 fremmede fra Pakistan, Tyrkiet og Jugoslavien kommet til Danmark. Nu er der omkring 12-13.000 indvandrere fra de områder i landet. De er blevet hentet hertil til jobs på eksempelvis skibsværfter og konservesfabrikker, som der mangler danskere til at besætte.

Gæstearbejdere er billig arbejdskraft

De fremmede, der kommer til landet, er som regel enlige mænd uden kone og børn. Direktøren i Dansk Arbejdsgiverforening, Jens Fisker, ser det som en klar fordel for økonomien at hente dem til det danske arbejdsmarked.

”De fremmede koster os intet i modsætning til arbejdsløse eller husmødre. Vi skal ikke investere i børnehaver, skoler og boliger til deres familier. Og har vi ikke brug for arbejdskraften, kan den jo udvises,” skriver direktøren i et blad.

 

Folketinget vil bremse indvandringen

Ikke alle er dog begejstret for, at strømmen af gæstearbejdere skal fortsætte mod Danmark. Der er nemlig udsigt til, at arbejdsløsheden for danskere igen vil stige. Desuden frygter man, at de fremmede vil ophobe sig i landet.

Derfor vil mange politikere i Folketinget stoppe med at give arbejdstilladelser til de fremmede. Man håber, at det kan bremse den store indvandring. Tiden vil vise, om Danmark har nået grænsen for, hvor mange fremmede der er plads til her.

RELATERET

Oliekrise og sparetider


Grønland hjemmestyrer!
Danmark anerkender grønlændere som et særligt folk, og Grønland får hjemmestyre. Grønlændere bestemmer nu mere selv inden for rigsfællesskabet.