Magasinet – analogt arvesølv i digital dragt

Brevkasse om dagligdagens problemer, reportage fra det store udland, artikler om store kunstnere, reklamer, aktuelt stof og sladder. Det har gennem tiden givet stof til ugeblades og avisers spalter. Den slags emner giver form til denne digitale undervisningsressource, Magasinet.

Ugeblade og magasiner har gennem tiden vist hverdagen for danskerne. Samtidig har de trykte populærmedier i vældige oplag været med til at skabe danskernes forestillinger om verden – til tider er der fra trykkerierne ugentligt spyttet flere magasiner ud, end der var danskere i landet. Derfor er netop magasingenren inspiration for denne udgivelses form og indhold. Derudover har også aviser og andre kilder dannet rygraden for denne udgivelse.

Foran dig er nu indgangen til et skattekammer fuld af analog, dansk kulturhistorie, og Magasinet giver dig den digitale nøgle til at gå på opdagelse i arvesølvet.

Kulørt stof til eftertanke

Magasinet er spækket med skæve og kuriøse indslag, som relaterer til forskellige tiders kulørte stof. Nysgerrig søgen vil blive belønnet med visuelle og sproglige oplevelser. Men samtidig lægger indholdet op til refleksion. Nogle af elementerne illustrerer, hvor anderledes folk har levet og tænkt tidligere, andre viser en overraskende sammenhæng med vores egen tid. Det hele er bundet sammen af opgaver og vejledninger, som er skræddersyet til dansk- og historiefagene i Folkeskolens udskoling. Derudover vil materialet kunne bruges i andre enkeltfag og være oplagt til tværfaglige forløb.

Magasinets visuelle form og tekst, der kan markeres og læses op, rækker desuden en kærlig hånd til elever, der har brug for hjælp til at få en god læseoplevelse. Alle elever skal kunne bruge materialet på lige fod. Men også elevernes forældre og andre nostalgiske voksensjæle vil opdage referencer til den kulturelle rigdom, som foregående generationer har overladt os.

Tak til…

Mange har bidraget til at gøre Magasinet muligt. Projektet er støttet økonomisk af Undervisningsministeriet.

Derudover har samarbejder med Den Gamle By, HistorieLab, Center for Undervisningsudvikling og Digitale Medier på Aarhus Universitet, Samvirke samt Odder Kommune styrket materialet med faglig, didaktisk og praktisk støtte.

Vi håber, at vores begejstring for den populære kultur smitter af på jeres oplevelse af Magasinet.

Med læsevenlige hilsner
Redaktionen

For ris, ros og konstruktive forslag, kontakt da
MegaNørd
Vestergade 49E
8000 Aarhus C
+45 2759 6013
kontakt@meganørd.dk