Ung sex på disken
Sex er kommet for at blive, og som noget nyt kan anvisninger om emnet nu erhverves. Man taler mere åbent end tidligere om unge og seksualitet.

Bøger om dagligdags sager som madlavning, husholdning og hygiejne er blevet in og kan købes i boghandlen. Så kan folk få et godt liv efter de anvisninger, som videnskaben giver og samfundet trives bedst med. Også på det seksuelle område dukker anvisninger op.

Moderlige råd til sengekanten

Skrifterne skal lære blandt andre unge ægtepar at have et sundt samliv med mådehold. For eksempel må manden forstå, at han ikke bør misbruge sine ægteskabelige rettigheder til at kræve kønslig omgang under hustruens menstruation. Oplysning om seksualitet har stor betydning for de unge.

Emnet er meget ømtåleligt, men det er ikke desto mindre nødvendigt, at moderen taler rent ud om det. Det skal ske i en venlig tone. Alt, hvad der siges, bør være sagt godt og kærligt, og det bør siges roligt, men med den alvor, det fortjener.

Onani er skadeligt

Moderen bør nænsomt fortælle om de kønslige forhold, som den unge sikkert ikke hidtil har haft nogen anelse om. Alt vil da for den unge få en helt anden dybere betydning, end når han eller hun bare taler letsindigt med kammeraterne om det. Den unge skal gives et dybt indtryk af sin krops hellighed.

Især må moderen igen og igen understrege, at onani er skadeligt og umoralsk. Dette er især vigtigt at gøre over for den unge pige, der jo senere skal kunne se sin mand i øjnene med god samvittighed.

Pigen har særligt ansvar

Den unge pige har også et særligt ansvar, når hun er blevet forlovet. Hun skal nemlig ikke blot passe på sin egen dyd, men også på den unge mands. For unge mænd kan så nemt blive opflammet af tankeløs flirt, og man risikerer, at de går til prostituerede. Dette er ikke alene moralsk forkasteligt, men kan også give kønssygdomme. Det er med andre ord godt, at der i disse oplyste tider kan gøres noget på dette vigtige område.

RELATERET

Skal man have penge nok for at gifte sig?


En bid til tiden
Læs, hvad der er på ugemenuen, og få opskriften på en af tidens lækre desserter.