Enden for Ditte Menneskebarn
Forfatteren Martin Andersen Nexø har udgivet sidste bind af romanen om den tragiske skæbne fra samfundets laveste klasse, ”Ditte Menneskebarn”.

Den socialt bevidste forfatter Martin Andersen Nexø er atter aktuel. Bogseriens fire foregående bøger har fulgt Ditte Menneskebarn fra hendes fødsel, men historiens afsluttende bog bliver grum for den godmodige pige fra underklassen.

Det fattige Menneskebarns hårde kår

I de fem bøger om Ditte har man set, hvordan en pige født uden for ægteskab forsøger at trodse sin hårde skæbne. Gennem bøgerne vokser hun op og kæmper en sej kamp for at skaffe sig selv og sine uægte børn en anstændig tilværelse. De fattige småbørns forhold er et centralt tema i bøgerne. Det er med god grund, mener forfatteren, der tidligere også har skrevet det store værk om "Pelle Erobreren".

- Da jeg havde skrevet Pelle Erobreren blev jeg klar over, at jeg var kommet alt for let til mit arbejde. Jeg havde begyndt, da drengen var otte år. Men i fattigmandsverden er den værste tid for børnene, før de bliver otte år. Og den allersværeste tid er ofte, før de overhovedet bliver født, forklarer Martin Andersen Nexø.

 

Ditte og Pelle tegner hele bunden

Både med Ditte Menneskebarn og Pelle Erobreren har Martin Andersen Nexø ud fra to unge skæbner tegnet et portræt af en hel samfundsgruppe og udstillet deres trange livsvilkår.

- Hvis man virkelig vil arbejde alvorligt, så kan det ikke nytte noget, at man arbejder på en enkelt skikkelse. Man må arbejde med personer, der omfatter store grupper af menneskeheden. Og således forholder det sig med Pelle og ikke mindst med Ditte, udtaler han.

Med bøgerne retter forfatteren således en skarp kritik af samfundet, der efter hans overbevisning ikke værner om de svageste.

RELATERET

Negerdans i København


Tom Kristensen aktuel igen
En af tidens største digtere og forfattere er klar med værket "Verdslige Sange". Han udforsker det kaos, som han mener, at verden står i efter verdenskrigen.