Det ligner mest af alt noget fra det ydre rum eller et monument fra fremtiden. Men det er 1973, og ved indsejlingen til Sydney skyder hvide skaller op fra havnefronten, og deres buer er på én gang bløde og spidse. Jørn Utzon har skabt en operabygning, som vil vække genklang i verden langt ud i fremtiden.