Den 18-årige Evelyn Madsen bor hos sine forældre i en idylisk landsby. Hun har fået plads som stuepige på godset, hvor hun bliver betragtet som en datter. Godsejerens søn, den rare Bent, vil endda forloves med hende. Alligevel er Evelyn draget mod hovedstaden, hvor hun tror, at hendes filmstjernedrømme kan blive til virkelighed. En aften stikker hun af med sin kuffert og sine sparepenge.
Det føltes befriende, da toget satte i gang, men også skræmmende. Hvor skulle hun for eksempel finde et sted at bo, når hun ankom? Hun kendte jo slet ikke hovedstaden, hun havde aldrig været derinde. Så slappede hun af. Så vanskeligt kunne det vel heller ikke være, folk derinde var sikkert lige så venlige og hjælpsomme, som de var her ude på landet. Al hendes far og mors snak om, hvor farligt der var derinde... Hvad kendte de til det?
Hendes største skræk havde været, om nogen herfra tilfældigvis også skulle med toget, men den var heldigvis blevet gjort til skamme. Ingen landsbyboere havde nogen ærinder hovedstaden.
Naturligvis ikke!
Evelyn skar en grimasse. Det var jo netop det, der var galt med landsbylivet. Her skete aldrig noget. Det var bestemt et dejlgt sted med gode mennesker, men ingen havde lyst til at prøve noget nyt.
Kun hende. Og nu var hun på vej til eventyret!
Hun smilede for sig selv, og selv ikke tanken om hvor bedrøvet Bent ville blive, når han opdagede, at hun var rejst, kunne ødelægge den sol, der skinnede i hendes hovede. Han var bestemt rar, og hun holdt meget af ham. Men hun vidste helt sikkert, at hun aldrig kunne have fået ham med. Han ville ikke rejse fra dyrene og sin far, den gamle, svagelige godsejer, Bent var så pligtopfyldende.
Hun så op på sin lille kuffert i bagagenettet deroppe under loftet og smilede. Den indeholdt nu alt, hvad hun ejede. Den og så sparepengene i håndtasken. Hun følte sig dejligt let.
Toget holdt ind ved den nærtliggende stationsby. Hidtil havde Evelyn været alene i kupeen, men netop som toget satte i gang igen, trådte en høj, velklædt herre ind. Han bukkede belevent, i samme øjeblik han så Evelyn.
"Oh, god aften", sagde han og sendte hende et bredt smil. "Det var dog en glædelig overraskelse. Her troede man, at man skulle kede sig hele vejen hjem til hovedstaden, og så møder man sådan en køn lille sag."
"God aften", stammede Evelyn. Genert var hun ellers ikke, men herrens utvungne charme overvældede hende, og godt så han også ud. Høj, bredskuldret og med dristige, grønne øjne. Og habitten. Evelyn så tydeligt, at den var efter den nyeste mode.
"Har De noget imod, at jeg slår mig ned her sammen med Dem", fortsatte herren, imens han satte sig til rette ved vinduespladsen lige overfor hende.
"Nej nej, slet ikke", mumlede Evelyn forvirret. Hvor var han beleven. På tonefaldet kunne hun høre, at han var fra hovedstaden.
De sad et øjeblik i tavshed. Smilende betragtede manden hende vedvarende, hun mærkede, at hun rødmede, mens hun stirrede ned på sine hænder, som hun havde samlet i skødet.
Han kiggede op på hendes kuffert og så tilbage på hende.
"De skal måske blive i hovedstaden i længere tid," spurgte han.
Hun nikkede forvirret.
"Ja... Jeg mener... Ja, jeg skal blive der i længere tid."
Ny pause.
"Må jeg byde Dem en cigaret?"
Evelyn rystede på hovedet.
"Men De har ikke noget imod, at jeg selv tager en, vel", fortsatte han og slog en cigaret ud af pakningen, klemte den fast i et kort, ravfarvet cigaretrør og satte ild til den.
"Ah..."
Han tog et dybt drag og pustede langsomt ud. Den blålige røg løftede sig som en åndetåge imellem dem. Han lænede sig tilbage og strakte sig samtidig. Deres knæ rørte næsten ved hverandre. Så tiltalte han hende igen, det var tydeligt, at han gerne ville i kontakt med hende.
"Så skal vi altså gøre hinanden ved selskab helt ind til hovedstaden," sagde han konstaterende. "Kan vi så ikke lige så godt præsentere os? Mit navn er Hans Jensen."
"Evelyn... Evelyn Madsen," lykkedes det Evelyn at fremstamme.
"Evelyn Madsen." Hans Jensen gentog navnet på en eftertænksom, næsten drømmende måde. "Det er et kønt navn. Kønt som Dem selv. Det står godt til Deres lange, lyse hår". Han lyste op i et stort smil.
Evelyn mærkede atter rødmen stige op i kinderne, men hun blev også smigret.
"De kender måske allerede hovedstaden godt, De har måske familie derinde, som De skal besøge," forsøgte han sig.
Moderens advarende stemme mod at indlade sig med fremmede lød i hendes hoved, men så var det som om en flodbølge skyllede alle forsigtighedshensyn væk, og snart var Evelyn i fuld gang med at fortælle hele historien om sit begivenhedsløse liv og de uforstående voksne, som omgav hende, og sine drømme om at blive filmstjerne. Det var så nemt at fortælle. Hans - for de var hurtigt blevet dus - Hans var så deltagende og forstående, og hans mørke hår sad så godt.
"Du er en selvstændig ung pige med ben i næsen," sagde Hans, da Evelyn omsider var blevet færdig med sin lange beretning.
"Og måske kan jeg hjælpe dig... Forstår du, dine forældre har jo ret i, at hovedstaden rummer mange farer. Men jeg kan vise dig rundt og introducere dig for de rigtige personer. Du er meget heldig, at du har mødt mig. Ja, og jeg er heldig, at jeg har mødt så sød og smuk en ung pige som dig. Du er det fødte filmstjernemateriale, og jeg er netop noget i filmbranchen.
Evelyns hjerte hoppede. Tænk, at hun kunne være heldig!
"Åh, Hans," sukkede hun.
Hans tog hendes hånd og lagde begge sine om den. Sammen lagde de planer for hendes fremtid, også hvor hun skulle bo, for Hans kendte tilfældigvis værtinden på et dansested og vidste, at der stod et godt loftsværelse ledigt i bygningen. Næsten uden at de lagde mærke til det, nåede toget frem til hovedstadens travle banegård, og de skulle ud. Nu skulle eventyret begynde.
Tilsyneladende er Evelyn allerede på vej til at finde lykken i hovedstaden. Men er alt som det ser ud til? Følg med i næste kapitel, når Magasinet er på gaden igen.