KILDE
 


Kongen og Sønderjylland genforenet
Sønderjyderne er ikke længere tyske! De har ved folkeafstemning stemt sig tilbage til Danmark, og Christian 10. har hilst dem velkommen hjem på sin hvide hest.

Den 10. juli krydsede kong Christian den gamle grænse ved Kongeåen nær Kolding. På sin færd gennem det sydlige Jylland tog han en ung pige op på sin sadel og red videre gennem den jublende folkemængde. Mor Danmark og den faderlige konge kan igen efter et demokratisk valg tage deres sønderjyske døtre og sønner i deres arme.

Folket har bestemt grænsen

En folkeafstemning har afgjort, at grænsen mellem Danmark og Tyskland nu skal gå på tværs nord for Flensborg. Folk på både dansk og tysk side deltog ved valget.

Ikke alle dansksindede endte dog på den danske side, selvom de stemte for at blive en del af Danmark. Et mindretal må fortsat leve sydpå side om side med naboer, der taler og lever tysk. En del tyskere på den nordlige side af grænsen må også finde sig i danske naboer. Men flertallet har bestemt den sønderjyske skæbne.

Spåkonen og kongen på den hvide hest

I 1864 mistede det danske kongerige under Kong Christian 9. hertugdømmerne Lauenborg, Holsten og Slesvig, som Sønderjylland var en del af. Spåkonen Jomfru Fanny fra den sønderjyske by Åbenrå forudsagde efter krigen, at landsdelen en dag atter skulle blive dansk:

”Jeg tror nu, det varer længe, inden vi bliver danske hernede, der skal ske saa mange store Forandringer, og det bliver ikke Christian den Niende, der kommer hertil som dansk konge. Kongen, der kommer herned, kommer ridende på en hvid Hest, og er en mand i sin bedste Alder, hverken gammel eller ung.”

Sådan var hendes ord, og Kong Christian 10. har nu fået spådommen til at gå i opfyldelse!

RELATERET

Brugsforenings-Bladet – ude nu


Englemagersken
"Englemagersken", Dagmar Overby, dømt for mord på ni spædbørn. Hun fik penge af enlige, fortvivlede mødre for at opdrage deres børn, men kvalte eller druknede dem i stedet.