Måden at omtale fremmede var i 1920’erne ganske anderledes. ”Neger” var almindeligt brugt til at beskrive mørklødede mennesker, mens der var andre grovere eksempler på tidens racistiske verdensbillede. Nedenfor ses et uddrag fra en anmeldelse, der blev bragt den 21. juni i Jyllands-Posten. Det var typisk for mere konservative kredse i Danmark at fordømme nøgenhed og moderne fortolkninger af klassiske danse og musik.
"Niggertøsen.
Kjøbenhavn, 19. Juni.
(…) Det er med det største Ubehag, man griber Pennen for at give Læserne et Begreb om, hvor dybt Josephine Baker, der paastaar, at hun er et rigtigt Menneske, og maaske endog vil hævde, at hun er Kvinde, sænker Niveauet for at kunne holde Interessen for sine Præstationer vedlige.
For den, der har set hende i den Film, som nu vist snart kjendes af hele Kjøbenhavn og Provinsen med, var det ikke noget nyt at se den lange, smalle Skikkelse vrikke, sprælle, kure hen ad Gulvet, jonglere med Arme og Ben, at se det abeagtige Ansigt med den store, tyklæbede Mund vrænge, at se de stereotype Neger-Step og groteske Bevægelser, at se det uskjønne Hoved, der på Grund af det klistrede korte Haar har en vis Lighed med en Sælhund, at se det store hvide Gebis.
Der var i det altsammen ikke mere egentligt Talent, end man saae i Filmen. Men der kan vel heller ikke udfoldes Talent i en Præstation, hvis vigtigste Virkemiddel er en forbløffende Mangel paa Blufærdighed, en for Skjønhed kemisk fri, med barokke Paafund, abeagtige Løjer, negerdrastiske Stillinger og Bevægelser ensformigt spækket Akrobatik, som Damen antageligt selv vilde anse for haabløst kjedsommelig, hvis hun ikke blottede sin Krop hensynsløst, hvis hun ikke gik til den yderste Grænse af Sømmelighed.
Mon der ikke efterhaanden sneg sig en vis Forstemthed ind over Tilskuerpladsen ved Tanken om, at et Væsen, der dog har en vis Lighed med et Menneske, en Kvinde, kan bekvemme sig til at prostituere sig i den Grad, som Josephine Baker gjør med den allerstørste Frejdighed. Det var i Sandhed meget lidt, hun beholdt for sig selv, og det vil efter den skjønne Liberalitet, Kjøbenhavns Politi, som nok ved denne Lejlighed har overtaget Censurens Rolle, her har udvist, ikke være muligt at stille den allerringeste Fordring til Blufærdighed i offentlige Forlystelser.
Forøvrigt maa man indrømme, at den lyst chokoladefarvede Dame, der ikke kan synge, ikke danse, ikke spille Komedie, men nok efterligne en Struds, der lægger et Æg og kigger efter det, saaledes som en plump Klown i Cirkus vilde gjøre det, i Retning af Frimodighed havde fremragende Rivalinder blandt de mange Wiener-Danserinder, der stillede deres intimeste Yndigheder til Skue med en Frejdighed, der fik en til at tro, at man saa Syner (...)"
Normalsider:2.12'
