Kære fru Rasmussen

Jeg er i en situation, hvor min mand efter fire års lykkeligt ægteskab ønsker at forlade mig. Han har fået den idé, at vores samliv ikke er, som det skal være. Han er 35 år, og jeg er 26, og vi har ingen børn. Hvad skal jeg gøre?

Nu siger han, at han vil leve livet og more sig på enhver måde. Jeg har kendt ham, siden jeg var barn og altid elsket ham. Jeg har aldrig kendt andre, og det bebrejder han mig. Af og til taler han ikke til mig i lang tid, somme tider måneder igennem. Jeg ved, at der ikke er nogen anden kvinde for ham. Han siger, jeg er for uselvstændig og bøjelig, men det er jo for hans skyld.

Hvad skal jeg dog gøre? Jeg tænker også på, hvem der skal tage sig af mig, hvis han forlader mig.

Den ulykkelige

Kære Den ulykkelige

Det ægteskab kan du godt redde, hvis du er klog nok til at forstå din mands behov for spænding og afveksling. Han vil "leve livet", og det kan han lige så godt gøre sammen med dig, når han ikke har en anden kvinde.

Skønt du i dit brev giver udtryk for, at du er en eftergivende skabning, har jeg en mistanke om, at du på dette punkt altid har været den bestemmende. Deres mand trænger til at se mennesker i hjemmet, og han trænger til, at du og han en gang imellem går ud og morer jer sammen.

Jeg opfordrer til, at du viser din mand større hengivenhed. Han trænger til, at du viser din kærlighed, for det er aldrig nok bare at sige det med ord. Der må handlinger til, og du må prøve at forstå et sind, der er meget forskelligt fra dit eget. Men hvis du virkelig elsker ham, kan du også hjælpe ham - og dermed dig selv.

Din hengivne fru Rasmussen