Børskrakket i USA’s store finansgade, Wall Street, oktober 1929 markerede afslutningen på de løsslupne 1920’ere, hvor amerikanere ellers var fulde af optimisme til fremtiden. Begivenheden blev indledningen på en økonomisk krise, der prægede USA og verden op gennem 1930’erne.
I Danmark kunne man i biografen på årets sidste dag opleve den amerikanske spillefilm ”Ulven fra Wall Street” om en pengegrisk og kynisk børshaj. Filmen var lavet før krakket. Det var således et ilde varsel fra filmbranchen om, hvad der var i vente.
Den 24. oktober startede en hidtil uset børsnedtur, og tirsdag den 29. oktober 1929 bliver en sort dag, som USA og verden sent vil glemme. Panik var malet i ansigterne på mæglere, millionærer og småsparere, der i finansgadens tumult forsøgte at sælge deres stærkt faldende aktier. På få timer mistede mange det meste af deres formue. Nogle sågar alt, hvad de ejede.
1920’erne brøler ikke længere
Aktiekurserne har ellers gennem hele årtiet fuldt det amerikanske folks stigende glæde og optimisme opad. Indtil nu har den eneste frygt været, om landet ville løbe tør for aktier at investere i.
Selv den amerikanske husmor har deltaget flittigt i spekulation. Ligesom kvinderne undersøger, om der er frisk fisk på markedet, har de læst børsnyheder for at notere sig, om kurserne var på vej op. Verden er forandret. Tiden, der før brølede så lystigt, jamrer nu i rædsel.
Hvad vil 1930’erne bringe?
Vi står nu på tærsklen til et nyt årti, og de amerikanske aktiekurser falder stadig. I Europa og i Danmark må vi frygte, hvad faldet af USA’s store økonomi kan betyde for os. Vil USA fortsætte med at styrte, og vil vi og verden blive revet med i faldet?