Oliekrisen i 1973-74 blev en brat stopklods for de glade 1960’ere og start 1970’ere, hvor danskerne ellers havde oplevet fremgang. 90 procent af energiforbruget kom fra olie, og med ét blev olien mange gange dyrere. Regeringen satte gang i initiativer som bilfri søndage, fartbegrænsninger og forbud mod belysning i butikker efter lukketid. Det skulle få samfundet til at spare på den knappe og dyre olie.
FDB, som man i dag kender som Coop, udgiver magasinet Samvirke. I februar 1974 gav de også forbrugerne nogle tips til, hvordan man kunne spare på energien. Her et udklip fra artiklen.
Ingen bilstøj og børn, der leger på motorvejene. Det er, hvad folk kan møde, når de bevæger sig ud i weekenden denne vinter. Krig i Mellemøsten har presset priserne op på den olie, som Danmark er helt afhængig af. Derfor har regeringen nu forbudt 1,2 millioner privatbilister at køre på vejene om søndagen.
Sparetider i de danske hjem
Men det er ikke kun på vejene, at man kan mærke, at olien mangler. Også ude omkring i de små hjem må man lære at skrue ned for varmen. Mange huse er nemlig opvarmet med olie. At bruge mindre varmt vand kan også blive nødvendigt, hvis det ikke skal gå ud over husholdningens pengepung.
Brug for nye energiformer?
For både befolkning og politikere er den akutte mangel på olie kommet som et chok. Alle skal nu vænne sig til helt andre tider, end man har været vant til. De gode tider er vekslet til en usikker fremtid. Hverken samfundet eller hjemmene kan fremover være sikre på, at olien bare er der. Måske er tiden kommet til, at man udvikler helt nye energiformer?