”(…) Det var ofte svært at forestille sig, at disse indfødte var menneskeædere. Men en dag afslørede de i et glimt deres vilde blodtørst. Jeg havde for en økse købt et af deres tamme vildsvin og bad hovedmanden i landsbyen, en ung kriger ved navn Momakowa, om at slagte den for mig.

Han var normalt en rolig og behersket type og ikke uden en vis naturlig værdighed. Men da han skulle slå vildsvinet ihjel med sin kølle, lyste mordlysten ud af øjnene på ham, og han hamrede igen og igen køllen ned i hovedet på dyret, selv om det blev dræbt ved allerførste slag. Han blev ved, indtil blodet sprøjtede ud. Børn og kvinder, som var samlet omkring ham, hylede af vild glæde.

Efter det kunne jeg bedre forstå, hvad jeg havde læst i patruljerapporter, og hvad Jack fortalte mig om Kukukuku’ernes barbariske menneskeæderi.

Når en landsbys krigere tager en fjende til fange enten i kamp eller ved at snige sig ind på ham i hans have eller i junglen, binder de ham til en tynd træstamme og fører ham i triumftog tilbage til deres landsby. For at han ikke skal flygte, brækker de benene på ham med kølleslag.

I landsbyen bliver han bundet til et træ, og han får at vide, at han vil blive spist om et par dage. Han bliver dekoreret med strandskaller og fjer, og man begynder at træffe forberedelser til ædegildet, henter store forsyninger af grøntsager hjem fra haverne og graver en stor jordovn.

Ofte får børnene lov til at ”lege” med ”fangen”, det vil sige, de skyder til måls efter ham og stener ham til døde under jubel og hidsende råb fra hele landsbyen. Måske er formålet hermed ligefrem at hærde børnene – de kommende krigere – og lære dem at dræbe med lyst (...)”