Spørg Lis Byrdal

Mange ugeblade og aviser havde i 1970’erne brevkasser, hvor redaktøren rådgav i mange forskellige sager om hverdagens problemer.

Her er et uddrag fra brevkassen i ugebladet Ude og Hjemme fra 1973, hvor Lis Byrdal svarede på læsernes spørgsmål. Læg mærke til, at læsere og redaktør dengang skrev ’De’ og ’Dem’ til hinanden.

KILDE
 


Hvordan får jeg min mand igen?
Lis' brevkasse

Kære Lis

Jeg skriver til dig for at få et råd. Jeg er 57 år, har været gift i 37 år og har voksne børn, der er flyttet hjemmefra. Jeg elsker min mand, men nu har han fundet en anden kvinde og vil skilles.

Først forsøgte jeg at begå selvmord, men kom hjem igen. Nu har jeg taget arbejde for at kunne klare det og se andre mennesker. Ensomheden er dog slem.

Nu er det, jeg vil spørge dig, hvordan jeg vinder ham tilbage, da jeg elsker ham og tænker på ham dag og nat. Jeg forstår ikke, hvad der er sket, for vi havde sådan et godt ægteskab. Tror du, jeg kan vinde ham tilbage, når der går et stykke tid?

Den ulykkelige hustru

Kære ulykkelige hustru

Din historie er både velkendt og sørgelig. Men i den alder har mænd det med at tosse rundt efter nye kvinder, fordi de er for umodne til at se i øjnene, at de ikke er unge længere.

Om du kan få ham igen er umuligt at sige. Det vil afhænge af to ting: hvor stort erotisk tag den anden har i ham – og hvordan du selv opfører dig. Hvis du er glad, optimistisk og imødekommende over for hans behov, har du en bedre chance, end hvis du tuder og kommer med bebrejdelser. Sådan er det.

Opmuntrende hilsner

Lis

RELATERET

Kvindernes ø-lejr hitter


En bid til tiden
FDB foreslår mad i pyramideform. Det skulle være så sundt.