I starten af 1920’erne opstod den nye, svingende dans Charleston blandt USA’s mørke befolkning. Den spredte sig hurtigt i befolkningen, nåede New Yorks musicals, og kulturfænomenet ramte efterhånden også det danske sprog.
Operasangeren Johannes Fønss var på turné i USA i 1925. Han skrev sine tanker om turen i bogen "Friske Erindringer II" fra 1926, hvor han som en af de første på dansk fortalte om tidens farlige modedans.
”… Mens en af disse, Pickwick-Klubben i Boston, en Aften holdt Bal, og den sidste og mest moderne af alle moderne Danse, Charleston’en, blev danset, styrtede pludselig hele Ejendommen sammen, og ikke mindre end 44 Mennesker blev dræbt foruden alle de alvorligt saarede, som blev fundet under de sammenstyrtede Mure.
Over hele Amerika rejstes der nu en mægtig Agitation mod denne forfærdelige Dans, som straks blev døbt Dødedansen, fordi den uden Tvivl – saaledes blev der sagt og skrevet – var den direkte Aarsag til de mange Menneskers grusomme Død.”
Cigaretter, sølvskeer og solidt skotøj. Det og alt, hvad et hjem behøver, kan medlemmerne, det vil sige danske familier, få i de mange lokale brugsforeninger. Men nu kan de i Brugsforenings-Bladet også finde nye varer og spændende læsestof til gavn for den enkelte og de mange.
Den 10. juli krydsede kong Christian den gamle grænse ved Kongeåen nær Kolding. På sin færd gennem det sydlige Jylland tog han en ung pige op på sin sadel og red videre gennem den jublende folkemængde. Mor Danmark og den faderlige konge kan igen efter et demokratisk valg tage deres sønderjyske døtre og sønner i deres arme.
Da arkæologer fandt farao Tutankhamons grav i 1922, blev alt fra det gamle Egypten vildt populært over hele verden. Siden har der været en flod af teater, film og bøger om forbandelser og farlige mumier, og modeskabere har designet tøj, smykker og frisurer med oldegyptiske motiver.
Josephine Baker er allerede berømt og berygtet, for hun har optrådt i Paris siden 1925, og rygterne om hendes skøre danse og komiske kostumer har for længst nået Danmark. Hele 3.000 københavnere tog derfor imod hende på hovedbanegården, og Dagmarteatret var propfyldt til forestillingen. Ingen blev skuffede, for Josephine Baker optrådte både i bananskørt som struds og viste brysterne frem.
Den 18-årige Evelyn Madsen bor hos sine forældre i en idylisk landsby. Hun har fået plads som stuepige på godset, hvor hun bliver betragtet som en datter. Godsejerens søn, den rare Bent, vil endda forloves med hende. Alligevel er Evelyn draget mod hovedstaden, hvor hun tror, at hendes filmstjernedrømme kan blive til virkelighed. En aften stikker hun af med sin kuffert og sine sparepenge.